Kystbeskyttelse på Vestkysten Den jyske Vestkyst er under konstant påvirkning af bølger og strøm fra Vesterhavet. For at beskytte menneskeskabte værdier mod erosion (nedbrydning af kysten) og oversvømmelse har staten siden 1875 udført kystbeskyttelse på Vestkysten.
På udsatte strækninger ved Vestkysten, f.eks Harboøre Tange og ved Bovbjerg, er der anlagt høfder som værn mod havets kræfter. Der er på Vestkysten anlagt ca. 100 høfder af granit og beton. De største sten i høfderne vejer over 15 tons. Den første høfde blev anlagt ved Bovbjerg i 1875.
Høfderne kan ikke helt standse kysttilbagerykningen, men de har i næsten 100 år været den eneste brugbare metode til at reducere erosionen på Vestkysten.
I 1974 blev metoden kystfodring taget i brug. Ved kystfodring pumper man sand ind på stranden eller den kystnære havbund til erstatning for det tabte sand. Kystfodringen har reduceret og nogle steder helt standset den naturlige kysttilbagerykning på Vestkysten.
Høfderne på Vestkysten vedligeholdes fortsat, og på særligt kritiske steder er der, for at forstærke diget, anlagt en skrå mur af beton foran eller skjult i diget (f.eks ved Ferring Sø).
Der bliver årligt kystfodret med ca. 2,5 mio. m³ sand på Vestkysten. Udgiften deles mellem staten og de berørte kystkommuner.
Forholdet mellem kysttilbagerykning og fodringsmængde I nedenstående graf kan man se sammenhængen mellem mængden af fodring (søjlerne) og den årlige kysttilbagerykning (den røde streg). Grafen viser tydeligt, at kysttilbagerykningen er blevet dramatisk reduceret efter, at Kystdirektoratet er gået over til at benytte kystfodring som den primære kystbeskyttelsesform på Vestkysten.
I løbet af 1990'erne er den gennemsnitlige kysttilbagerykning nær nul meter om året, et sikkert bevis for, at kystfodringen virker ved Vestkysten.
